Et netop oversået henteeksempel fra børnehaven - søger konkrete ideer

*edit*

Tusind tak for alle de fine beskeder, og fordi I tog jer tid til at skrive. Der er bestemt nogle ting jeg vil tage med - både mentale og konkrete ting. Så endnu engang tak!

Hej ForældreDK,

Vil nedenfor lige prøve at skitsere den hentning jeg netop har været igennem i børnehaven, og som jeg søger nogle konkrete sætninger, "mindset" og i det hele taget bare nogle betragtninger omkring, som jeg vil kunne prøve at anvende fremadrettet. Jeg er top frustreret lige i dette øjeblik hvor jeg laver dette skriv, for der er tydeligvis et eller andet jeg bare ikke ser eller lykkedes med - og det er der hvor I kommer ind i billedet.

Oplevelsen:

To tvillinger (T1 og T2) på 3,5 år skal hentes fra børnehaven. Begge børn er i den store sal og leger og laver huler med puder, og der er i det hele taget god stemning og energi i det minut jeg står og betragter mine børn før jeg går hen til dem.

T1 ser mig hurtigt, griner og løber ind i en hule. Da jeg går et par skridt hen og får øjenkontakt med T2 råber hun at jeg kommer alt for tidligt (klokken er hvad, 15.45) og hun gerne vil lege. Jeg siger at det kan jeg godt forstå og at det ser sjovt ud at være i salen, og at hun kan lege videre indtil jeg har fundet begge børns tøj frem i garderoben. Et par minutter efter er jeg tilbage og siger at nu skal vi ud og tage tøj på. Begge børn spæner afsted i hver sin retning, og efter at have brugt et par minutter på at vikle T1 ud af det tæppe som har viklet sig ind i, og får fat på T2s hånd, og tager dem begge i hånden for at gå ud til garderoben, starter råben fra specielt T2. Jeg beslutter at tage T1 med i garderoben først og lade T2 være på gangen foran indtil T1 har fået tøj på. Straks vi kommer ud i garderoben, begynder T1 at blive stiv som en flitsbue, ikke vil have flyverdragt eller sko på, og gør alt for at slippe. I mellemtiden kommer en mor og spørger om det er mit barn der står på gangen, hvortil jeg svarer at ja det er det. Hun spørger så om de er tvillinger hvilket jeg også svarer ja til, hvortil hun siger "nej hvor er det sødt". Hertil er mit svar at ja det plejer at være, men ikke lige nu her.

Efter megen nøje og besvær kommer T1 i overtøjet og jeg går ud på gangen for at fange T2. T2 står under en trappe og nægter at komme ud, fordi: "du henter mig for tidligt". Jeg prøver i første omgang at forklare, at det gør jeg ikke, hvortil jeg også prøver at fortælle, at den bus der normalt kommer med udflytteren i børnehaven er lige på trappen - en måde som jeg tænker, at hun bedre kan forholde sig til. Efter flere minutter ude på gangen, tager jeg så fat i T2 og hjælper under stor frustration (fra T2) ind i garderoben for at tage overtøj på. Her er der omend endnu mere flitsbue og modvilje mod at få tøj på som resulterer i, at jeg beslutter at flyverdragten er lige gyldig (vi er i bil), men at skoene skal på.

Det skal siges på det her tidspunkt, at jeg kan mærke hvordan min ryg så småt begynder at svede; hjertebanken og adrenalin kører på fuld tryk, og i det hele taget føler jeg mig enormt magtesløs og har svært ved også at holde mit temperament på et voksent og forstående niveau.

Vi kommer udenfor, og T1 følger heldigvis bare med. T2 råber ikke at ville med hjem og at jeg kommer for tidligt. Vi går forbi en anden far der meget sympatisk smiler og byder mig en god eftermiddag. Vi nr endelig ned til bilen og T2 vil ikke have hjælp til at komme op i autosædet. T2 står i 30-60 sekunder udenfor (det er koldt) og rykker sig ikke ud af stedet. Jeg spørger her om T2 selv går op nu eller jeg skal sætte T2 op, da det er koldt og regner og vi ikke har tøj på? Ingen respons; som gør, at jeg løfter T2 op i sædet. T2 sparker vildt omkring sig og jeg træder tilbage. Et øjeblik senere skal jeg 'klikke' autoselen og T2 sparker vildt igen og rammer mit i ansigtet hvortil jeg råber "du skal sgu ikke sparke mig i ansigtet!", og jeg kan se at en far der går foran bilen vender sig om, og tydeligvis har et forstående ansigtsudtryk.

Jeg føler lige nu en enorm afmagt. De fleste hentninger kører rimelig uproblematiske, men denne oplevelse har alligevel sat sig i mig. Jeg prøver virkelig at være tålmodig, anerkendende og lytte. Alligevel er det en oplevelse af, at der et eller andet jeg enten overser; ikke gør 'ordentligt' eller noget helt tredje.

Sejt hvis du/I nåede herned. Det ville virkelig være værdifuldt for mig, om I ville give jeres gode erfaringer eller besyv med.