Har du håndteret sorg?

Da jeg var 24 mistede jeg min far til kræft. Nu er der næsten gået 10 år, og jeg har det stadig rigtig svært med tabet.

Jeg kan ikke lide at snakke med min familie om, og de ved heller ikke hvor meget jeg bærer rundt på det i hverdagen.

Det første år, der prøvede jeg at snakke med en psykolog om det, men jeg synes ikke hun gjorde andet end at lytte.

Jeg får det rigtig dårligt, hvis nogen er syge. Det giver mig flashbacks til hospitalet og min fars sygdom. Jeg tror virkelig ikke, at der går en dag uden at jeg tænker på min far, og jeg har stadig dage, hvor jeg står som granvoksen mand og græder, fordi jeg savner ham.

Hvad fanden skal man gøre? Er der andre, der har det sådan? Hvilke øvelser kan man lave for at håndtere det bedre?

Det skal måske siges, at jeg ikke har meget familie, og jeg frygter den dag jeg mister en anden.

EDIT: Tusind tak for alle kommentarer, forslag og medfølse. Jeg er stadig ved at læse dem alle igennem. Og jer der også kæmper med sorg eller har mistet - jeg ønsker jer virkelig det bedste.