Jeg er blevet brændt af....

Edit: Tusind tak for alle de fine kommentarer!

Sidder her helt Palle alene i verden. Stikker lidt i min risotto med kylling. Drikker et glas rødvin. Bare et eller andet billigt skidt fra Meny. PJ Harvey spiller på pladespilleren. Stearinlys og hele svineriet. Jeg er blevet brændt af. Havde eftertrykkeligt sagt klokken 18:00. Klokken 18:11 fik jeg en snap. "Vi spiser i klubben med Mathilde og Agnes. Hjemme senest klokken 21:00". "Vi" er mine teenagedøtre.

Jeg er ikke sur. Lidt skuffet, måske. Men først og fremmest en smule trist over, at de er blevet så store. På min væg hænger fotos fra da de var babyer og små piger. For dem en evighed siden. For mig nærmest i går. Nu er de begyndt at gå med drenge. Drenge, der skater og drikker energidrik.

Jeg er stolt af dem begge to. De klarer sig godt. Begge to stærke karakterer, der har meningsfyldte og interessante liv. De er nogle virkelig gode piger. Men jeg fylder mindre og mindre.

Det er i grunden en uhyre kort tid, man får lov til at være sine børns allervigtigste. Barndommen er virkelig hurtigt overstået. Det opdager man først i retrospektiv. Pludselig en dag sidder man og tænker "Var det det?". Og det var det.

Skulle man i grunden have gjort noget anerledes? Var jeg nærværende nok? Har de fået nogle gode værdier med hjemmefra?

Nå! Jeg må hellere rydde af bordet, fylde i opvaskemaskinen, spadsere en aftentur og så hjem på sofaen og læse dagens avis.

KH. Far