Forhold i sexuel dvale

Jeg kan se, at der jævnligt bliver postet om mangel på intimitet i forhold, så i må være godt trætte af det efterhånden (undskyld på forhånd) Jeg har læst med på sidelinjen gennem et stykke tid, og prøver nu at kaste mig ud netop sådan et opslag.

Sagen er den at min kæreste (K40) og jeg (M34) i øjeblikket er i en sexuel slumringstilstand - syv måneder for at være helt præcis, og det er ved at gøre mig vanvittig. Jeg er selv et meget sexuelt væsen, og ville ideelt gerne være intim med min kæreste 2 - 3 gange i ugen. Min udfordring er, at min kæreste er lige stik modsat. Hun har ikke umiddelbart et særligt stort behov for den slags. Hun har nogle usikkerheder omkring sig selv, hendes krop og generelt hendes eget selvbillede, som hæmmer hendes lyst til at være intim, og det har vi snakket om et utal af gange. Som hendes kæreste lytter jeg selvfølgelig til hvad hun siger, og jeg vil naturligvis ikke trække noget over hovedet på hende. Men hvordan får to mennesker, med vidt forskellige fysiske behov, et forhold til at fungere i det lange løb? Forholdet er sundt og stærkt og vi elsker hinanden meget højt, så jeg ønsker jo kun at vi kan nyde alle sider af vores forhold sammen. Hvordan ville i tackle det/tænke om det, hvis i stod i vores situation - som mig eller min kæreste? Er der nogle derude, som er i samme situation og som måske er så heldige, at have indgået et kompromis som begge parter kan acceptere?

Vh Den Fortvivlede Forelskede