Jeg har aldrig rigtig elsket min kæreste

Jeg mødte min kæreste for 7 år siden på Tinder. Jeg var et ret mørkt sted på det tidspunkt, og det gjorde mig glad at være i hendes selskab. Vi gik på mange dates, vi hyggede os, og jeg troede, at jeg var forelsket. Jeg var jo trist før, og nu var jeg glad. 1,5 år inde i honeymoon-fasen finder vi ud af, at hun er gravid. Det var ikke planlagt, men vi blev enige om at beholde det. Jeg var allerede her begyndt at tvivle lidt på, om vi var meant to be. Der havde været et par røde flag undervejs, som jeg (dum som jeg er) helt bevist valgte ikke at tillægge for meget betydning. Jeg ville ikke være single, jeg var bange for ensomheden. Jeg var idiot. Vi fik en dejlig pige, og jeg gik all-in på familielivet. Jeg kunne mærke at vores forhold skrantede, men en baby sætter alt under pres. Det måtte være mangel på søvn, ikke mangel på følelser. Vi skal være en lykkelig kernefamilie. Tag dig sammen. Fast forward til i dag. Vi har to piger, 3 og 5. Jeg har ikke været følelsesmæssigt tro ved mig selv, eller ved min kæreste. Det bliver sværere og sværere at skubbe tvivlen væk. Jeg tænker på det dagligt nu. Det er især svært her i ferien, hvor arbejdet ikke distraherer. Men det er MIG der har dummet mig. Der er tre helt uskyldige i det her. Det er mine helt egne, dumme beslutninger. Men det føles så forkert. Men det føles endnu mere forkert at gøre pigerne til delebørn. Jeg har brug for at omverdenen fortæller mig at jeg ligger som jeg har redt, og at jeg skal tage mig sammen.